Sebastian der blev født 14. februar 2005 i Valea Macelarului er nu 14 år. Han har været næsten fast inventar i DBMs arbejde siden 2008.

Sebastian blev født uden sit højre ben fra ovenover knæet og ned. Derfor har DBM allerede tidligere hjulpet ham og hans familie med, at han fik en
protese til det manglende ben. Da Sebastian i 2008 fik den første protese, hjalp det utroligt meget på hans udfoldelsesmuligheder. Man kunne se, hvordan det frigjorde hans vilje og lyst til at udfolde sig i livet. Efterhånden voksede han og vænnede sig til at have protesen på, så han kunne fungere som andre børn.

Han begyndte snart at spille fodbold og at cykle straks han fik mulighed for det. Bedst af det hele – han kunne komme hen i landsbyskolen ved siden af multihuset. Fra 5. klasse har han dog skullet gå op ad skråningen op til Bughea de Jos. Der er 3 km op ad en hårnåle-snoet grusvej.

Sebastian vokser

Sebastian vokser og får længere og mere muskuløse ben. Derfor er han også vokset ud af sin protese og har fået behov for en ny. Desuden har der været et uheld med knæet i protesen. Det kan ikke repareres, så den skal skiftes og en ny er bestilt. Han har derfor haft rygsmerter for hvert skridt han har taget. Af den grund er Sebastian blevet hjemme fra skole i de sidste måneder. Det irriterer ham og får ham til at komme i konflikter med sin familie. Det er også gået moderen, Doichita, på, så hun i en længere periode har undgået DBMs medarbejdere. Det er dog snakket igennem og hun kommer igen trofast til bibelgrupperne i multihuset.

For tiden er hans mor alene med Sebastian og hans søskende. Hans far er rejst til Tyskland for at arbejde som slagter i nogle måneder. I mellemtiden må Sebastians mor leve af den lave socialhjælp.

Med protesen

Der blev i vinteren 2018/19 bestilt en ny protese til Sebastian med hjælp fra gode DBM-støtter her i Danmark. Den skal gå fra midt på låret og ned. I maj måned blev den leveret og er nu blevet tilpasset, så han har et godt ben mange år fremover. Tak til dem, der har sponseret protesen.