I dagene 3-7 juli 2017 har der været sommerlejr for roma-børnene i Gamacesti. Det er en fantastisk enkel men samtidig værdifuld måde, at samle roma-børnene. Her møder de både troværdige og omsorgsfulde rumænere fra det omgivende samfund – og møder en kristendom, der giver dem grundlag for at finde en anden vej i livet end det, de måske har af social arv. En af drengene bor hele sommeren hos sine bedsteforældre, for hans forældre er i Vesteuropa, efter sigende for at arbejde i landbruget. Der er ikke arbejde lokalt, så den eneste mulighed for at overleve vinteren har i mange år været at tage til Nord- og Vesteuropa for daglejerarbejde.
En uge med regn
Det var en uge med megen regn i landbyen, der ligger klemt inde mellem bjergsider, så de aktiviteter, der var planlagt til at foregå uden for DBMs multihus, måtte klares indenfor. Til gengæld var der besøg af to unge fra et team, der er gode til søndagsskole-aktiviterer. De bidrog med materiale og gav meget god inspiration.
Det er også i sådan en uge, at man få lov at se ind bag facaden. En af pigerne blev hjulpet hen til huset af sin mor, for pigen er halvsidig lammet (venstre side). Hun kommer ellers ikke ud af hjemmet, for familien skammer sig over sådan et handicap.
Anderledes end hverdagen
Som ved sommerlejrene i de andre roma-landsbyer, så er der både tid til sang og leg i programmet. Roma-børnene elsker at synge – og har altid mange forslag. De er også begejstrede for de LEGO-materialer, som er doneret fra Danmark. Desuden er det så tydeligt at se, at mange af børnene ikke har mulighed for at tegne/farve i deres hjem. De nyder det, hvilket kan være en stor kontrast til at livet ellers består af hårdt arbejde fra man er helt lille (læs mere her: http://balkanmission.dk/boerneliv/).
Del af langvarig indsats
Lejrene er ikke kun et kort besøg i landsbyen Gamacesti. Efter lejren vil medarbejdere fra DBMs organisation i området, SperantaDBM, tage rundt og besøge børnene i deres hjem. På den måde får de også mulighed for at hjælpe i hjemmet – uanset om det er med reparationer, helbred eller andre udfordringer. På baggrund af donationer fra Danmark kan der deles madvarer ud og også hjælpes med enkle handicaphjælpemidler eller evt. hospitalsindlæggelser.
Indsats for de allerfattigste
Ved tilsvarende besøg i 2015 opdagede man et faldefærdigt hus med en familie på 6. For små midler blev der derefter bygget et lidt bedre hus. Det måtte ikke blive større end naboernes, men skulle være godt nok til at løfte livskvaliteten for denne familie. På billedet set både det gamle hus, der stadig bruges som stald for familiens ene hest og til venstre det nye hus (der faktisk giver mere plads til familien end det gamle hus). Familien har lovet selv at lave trappe op til døren.
Forandret livskvalitet
Samlet set er lejrarbejdet i DBMs arbejde med til at løfte livskvaliteten på lang sigt for disse romaer i det centrale Rumænien. De lever stadig som udstødte eller 2.rangs borgere i deres nuværende hjemland, men med små midler og en vedvarende stabil indsats, kan deres livsforhold ændres.
STØT DBMs arbejde i Rumænien – send gerne støtten vha. MobilePay på 2389 7070 – husk afsender.