I uge 42 i 2025 rejste et byggeteam med Jens Rasmussen, Finn Engberg Larsen og Jens Erik Rasmussen til Rumænien med opgaven at opføre et lille et-rums hus til Ramona – en Romakvinde der, så vidt vides, er omkring 42-45 år.

af Finn Engberg Larsen & Jens Erik Rasmussen

Ramona bor i Romalandsbyen Gamacesti, hvor Gigi er kirkens kontaktperson og leder af kirkens aktiviteter i landsbyen. Gigi var vores redning når vi skulle kommunikere med romaerne, han er god til at tale og lytte til dem og en god diplomat.

Ramona har levet et hårdt liv, hvor hun indtil hun fyldte 18 år var anbragt på et af statens børnehjem. Det er ret svært at forestille sig, at den opvækst har bidraget og positivt stimuleret den fysiske, sociale og evnemæssige udvikling hos hende. Efter opholdet på børnehjemmet flyttede hun tilbage til sine forældre
og bor nu sammen med dem samt en bror med kone og 3 børn i et “gårdsplads”- kollektiv. Der er 3 boliger centreret omkring den lille gårdsplads – et til forældrene, et til broderen med familie samt et lille enrums hus til Ramona. Ud over boligerne er der en lille lavloftet hestestald til 2 heste samt en stald til et par grise.

Ramona’s gamle “hus” på 9 m2 var i så dårlig tilstand, at det blev besluttet at kirken (DBM) ville finansiere og opføre et nyt hus på betonfundamentet fra det gamle hus. Det gamle hus var blevet fjernet og der var lagt et nyt lag beton, vi kunne bygge huset på. Vaterpasset, der måske var blevet brugt ved udlægningen af betonen, har nok kendt bedre dage.

Det nye hus er bygget i sandwichplader som Nico havde fremskaffet. Mellem de 2 stålplader er der 100 mm hårdt skum. Fordelen er at det giver en simpel og stabil konstruktion og samtidig en super god isolering. Der skal ikke puttes mange små stykker træ på det nye komfur for at holde temperaturen oppe på et godt højt niveau.

Mødet med Ramona og hendes familie var en stor oplevelse, selvom vi ikke kunne forstå sproget og de ihærdige strømme af ord. Kropssproget var ikke til at tage fejl af – de udtrykte megen glæde, og store smil og fagter fulgte de mange ord. Ramona havde trods hendes barske livsvilkår et forbavsende lyst sind og udtrykte en rørende hjertevarm glæde over sit nye hus med det ”smukke vindue”. Man kan næsten ikke tænke sig en bedre respons.

Nøden og fattigdommen er reelt uoverskuelig stor i en landsby som Gamacesti, og det kan være svært at se, om den lille smule hjælp bidrager med noget afgørende. For det enkelte menneske, der modtager hjælp, er det dog væsentligt og i det lidt længere perspektiv måske afgørende for at stå bedre rustet mod alt for tidlig nedslidning på grund af dårlige leveforhold og sygdom.

Gigi viste os en kvinde på over 90 år, der havde behov for hjælp til alt. Det var en niece og mand, hun boede hos, og de passede hende. Gigi leverede en sæk kartofler til dem som påskønnelse og hjælp til den daglige kost.

Under byggeperioden boede vi på et udmærket hotel i Campulung. Det betød langt mindre transporttid og færre kilometer på dårlige veje, flere arbejdstimer i Gamacesti og mere tid til afslapning for de lidt aldrende byggefolk. Desuden havde vi om aftenen muligheden for at invitere Gigi og Cisela samt Adi og Diana på middag i den gode og forholdsvis billige italienske restaurant, vi havde fundet.

Fredag eftermiddag fik vi besøg af Lene og Benny med børn (næstældste datter af Britta og Jens) samt et af deres vennepar fra Vestjylland med børn. Det var hyggeligt og der blev serveret pizza i kirken. De fik udover en mindre sightseeing vandretur i Gamacesti også hilst på Ramona og familien samt inspiceret byggeriet.

Søndag var vi til gudstjeneste i kirken i Pucioasa. Der var en del indslag, kor, Jens og Jens Erik var oppe og sige et par ord og der var også en børnevelsignelse. Længden af sådan en gudstjeneste er noget andet end vi er vant til, næsten 3 timer lang og uden altergang. Det hele sluttede af med, at der blev serveret pizza udenfor kirken.

Mandag gik med flere forskellige mindre opgaver, herunder opsætning af skabe og en vask i fyrrummet ved kirken i Pucioasa samt opsætning af et nyt komfur hos et ældre søskendepar i Varfuri.

Efter 8 begivenhedsrige dage fløj vi retur tirsdag i uge 43. Der var opgaver nok, men det føltes alligevel som ferie med indhold. Samarbejdet fungerede
fint med den uundværlige gode og hyggelige tone til at takle udfordringerne med. Finn kommenterede til slut: ”Det var det hele værd. Det er tredje gang jeg har været med, og det er rart at gense de mennesker man tidligere har mødt, og føle en samhørighed med som brødre og søstre i Kristus”.