Vi nyder tiden med børnene, imens efteråret og vinter sniger sig ind på os og vi får lavere og lavere temperaturer. Her lidt om arbejdet blandt roma-børn i skole og søndagsskole i Valea Hotarului (Dragoslavele).

Af Adrian Dulgheru

Vi har fået tre unge mennesker mere til at hjælpe i eftermiddagsskolen og hverdagsbørnesamlinger i Valea Hotarului (Dragoslavele). Vi har fået Larisa (Emilias søster – se 1/24), som er god til at koordinere lege og aktiviteter. Hun skrev manuskriptet til et dramastykket om Rahab, som blev opført her i landsbyen.
Vi er også taknemmelige for vores ven, Sorinel Purdu. Han har valgt at slutte sig til vores kirke, selvom han arbejder i Bukarest. Radu er en anden ven, der har valgt at komme og hjælpe os. Vi er taknemmelige for deres støtte. Børnene nyder deres selskab, og da vi nu er flere, kan vi være med i flere aktiviteter med de små. Pris Herren! Disse unge mennesker er et svar på vores bønner, fordi vi havde bedt om, at Herren ville sende flere unge til vores kirke.

En dag organiserede vi et arrangement omkring temaet ”Jerikos mure” og nogle andre børnelege. Larisa arbejdede på at opbygge ”murene” fra Jeriko sammen med sin far, til børnene skulle komme ind. Men før legen prøvede vi noget nyt: vi legede udenfor med børnene i længere tid for at brænde ekstra meget energi af.
Vi spillede basketball, vi spillede keglespil, og de elskede det. Selvfølgelig kendte de små ikke rigtig basketball, så snart fandt de på alle mulige nye, hidtil usete tricks—på et tidspunkt 6 stak de endda hovedet gennem basketballkurvene (jeg gætter på, at  de ikke kunne score flere point!).
Ion, en stakkels lille dreng var også til stede. Han er fascineret af løbehjul og alt andet, der kan køre. Vi ser ham altid med en, der har en eller anden form for  defekt. Sidste gang kunne hans lastbil ikke engang styres.

Med dr. Diana i mission

Den kristne kvinde Mioara fra Valea Hotarului måtte tage til Berevoiești (nær Gămăcești) for at være hos og tage sig af sine børnebørn en tid, fordi børnenes forældre var rejst til Tyskland for at arbejde. I den tid besøgte hun kirken i Gămăcești, ligesom hun og børnebørnene flere gange blev samlet op af Gigi på vej til kirke. Tibi og vi (Adrian og Diana) besøgte hende også. De to børnebørn (Alberto og Antonio) er ret energiske, som drenge ofte er… så de laver masser af ballade, og Mioara bliver noget presset af det.

En dag da Diana og jeg besøgte hende, så det ud til, at den yngste af drengene lige havde været ude for et uheld, da vi ankom. Han var væltet af sin cykel, fordi storebror havde grebet fat i ham så han faldt. Mioara, som ikke vidste bedre, havde smurt  såret med creme beregnet til eksem og infektioner – en creme, der ikke
var egnet til sår.
Diana sprang straks til med sin faglige viden og evner, så førstehjælp tasken blev fundet frem, og drengens sår kunne blive ordentligt behandlet. Diana  desinficerede sårene på den rette måde og fik armed forbundet. Hans arm så ret dårlig ud og han græd lidt, men i det mindste fik han nu den behandling, han  havde behov for. Et besøg lige i rette tid!

Muligheder ved et lærerkald

Gud har virket på en meget interessant måde i Tibis liv. Hvert år skal han som en del af praktikum for færdiggørelse af sin uddannelse som informatiklærer igennem evalueringer og prøver. Derefter bliver han tildelt undervisning på forskellige skoler baseret på sine eksamensresultater. Sådanne skiftende ansættelser
skal han fortsætte med, indtil han – på baggrund af nogle afsluttende eksaminationer – kan blive permanent ansat på en skole.
Tibi tog sinee eksaminer i starten af skoleåret, og tiden kom til tildeling af skole for det næste skoleår. I 2024 var han ansat på en skole i Câmpulung, men han var nervøs for, om han i stedet skulle blive tildelt opgaver på en række skoler rundt om byen. En anden praktik-lærer havde bedre eksamensresultater og var derfor foran i køen og ville forventeligt få den skole, Tibi havde været på. Oveni har man det seneste år både er reduceret antal af lærerstillinger og sat timetallet op for lærere. Derfor var det svært at overskue fremtiden. Tibi kunne ende med at skulle køre langt på arbejde. Det viste sig, at den praktik-lærer med bedre resultater havde bedt om at få arbejde 50 km. væk. Dvs. Tibi fik lov at have sine primære opgaver på samme skole som sidste år. Desuden fik han tildelt timer på en skole i Bughea de Jos, hvor Valea Măcelarului ligger og børnene derfra går! Og den sidste mulighed på listen var skolen i Valea Hotarului! Utrolig! Han var så glad for  begge dele!
Derfor har Tibi nu mulighed for at møde børnene fra Valea Măcelarului (5.–8. klasse) og dem fra Valea Hotarului (1.–4. klasse) – se det 3. billede til højre.
Det er som om Gud har lagt en større plan, for nu møder Tibi de børn, han plejede at se i kirken i Valea Hotarului – og børnene har en ven blandt lærerne på den lokale skole! De andre lærere var forbløffede over, hvor elsket han er af de børn. Det har også fået en af lærerne på skolen, sportslæreren fra Valea Hotarului  skole med i kirken og åben for evangeliet, så nu har vi to lærere fra området med os i kirken. Herrens veje er virkelig anderledes end vi forestiller os.

Særlig decemberdag

I december besluttede teamet i Valea Hotarului at lave en særlig dag sammen med deres lille hold af unge. Stolene blev sat i en cirkel og så memorerede og  gennemgik vi voksne juleberetningen kronologisk foran  alle børnene. Derefter var der flere fælles lege, og der var en sketch, hvor to stod bag en skærm, hvorfra de skulle præsentere historien: ”Jule-Panik,” hvor man leder efter de største gaver i livet. I sidste ende opdager deltagerne så, at den største gave er Jesus. Det var
underholdende, men gik også lidt vildt for sig, så den improviserede skærm til sidst gik itu.
Til sidst delte Larisa nogle gaver med børnene. Hun havde fået en sum penge fra en kollega til at glæde børnene i landsbyen. Først skulle børnene dog åbne en pakke med grydelap-handsker – dernæst blev der delt ud til alle.