“Vi bryder grænsen “-skolen er en form for støtteskole, som indtil videre er sat i værk i Valea Hotarului (som er romalandsbyen uden for Dragoslavele – og ofte også kaldes det). Ideen opstod en dag, hvor nogle gæster fra Grace kirken i Bucharest havde hjulpet med evangelisation. En af dem fik sidst på dagen sagt: ”Jeg
tror, det vil være en god idé, hvis vi kan have en slags skole med børnene fra denne landsby”. Den samme kirke støtter et tilsvarende projekt blandt roma’er et andet sted i Rumænien med ugentlige besøg og har haft gode erfaringer med det. Derfor lod Adi ideen få lov at vokse.
Navnets oprindelse
Da Valea Hotarului betyder “Grænsedalen” (en dal, der slutter med et bjergpas eller en ende), fik Adi også ideen at hvis man skulle give sådan et tiltag et navn, så ville det næsten være oplagt at lege med navnet, fordi målet er at børnene får brudt de grænser/stopklodser, som de møder i skolen. Derfor endte han med at
kalde skole-tiltaget for ”Vi bryder grænserne” skolen.
Team af undervisere
Der er ganske mange involveret i det at drive en sådan skole. Der er over 30 involveret fra både Betania i Pucioasa og Grace-kirken i Bucharest. Hver lørdag kommer der på skift 3-4 af dem til Valea Hotarului for at undervise og være sammen med børnene.
Børn fra 38 familier
Ud over undervisere, så måtte Adi også finde nogle børn. Derfor gik han rundt til 38 familier i dalen og spurgte dem om en række ting i forhold til børnenes skolegang. Det viste sig at en del af den lokale skole er blevet lukket, da mange må gå årgange om, fordi de ikke består oprykningsprøven til 5. klasse og deraf at skolen slet ikke har alle årgange længere. Rent faktisk kunne der være et behov for ekstra skolegang på alle klassetrin, men for at nøjes med det, der kunne rummes af dem, der skal gøre arbejdet med støtteundervisningen, blev der lavet en aftale med forældre til 30 børn om lektiehjælp/undervisning på
3. og 4. årgang.
På et forældremøde blev det gjort klart, at målet med undervisningen ville være, at alle børn kommer til at læse flydende og bliver fortrolige med de 4 grund-regnearter. De vil alle få en sund snack efter timerne, der er hver lørdag fra 13.00-15.30 – og ikke mindst er der et ønske om, at både børn og voksne gennem undervisningen lærer Jesus at kende. Af hensyn til det sidste vil der hver gang være både en andagt til indledning og afslutning.
En stor opgave
Den første lørdag kom 15 børn, og allerede der viste det sig, at de fleste af børnene hverken kunne læse eller regne med minus-stykker. Selvfølgelig
var der forskel, men samlet set måtte der tages fat. Elisabeth, der indtil nu har været leder af børnehaven i Pucioasa, har gode erfaringer med undervisning til denne aldersgruppe. Bla. lavede hun matematikundervisningen så praksisnært, at det handlede om almindelige indkøb.
Corona-baggrund
Ud over at roma-børnene let kommer bagud i skolen pga deres baggrund, så har online-undervisningen de seneste 2 år været ekstra svær for roma-børn. Mange har ikke adgang til online faciliteter og er kommet ekstra bagefter pga. det. Der er meget at tage fat på i ”Vi bryder grænsen”-skolen.
Status april 2022
Skolen er kommet godt i gang. Der er nu 4 grupper af elever, der kommer regelmæssigt (imens der også er nogle, som er blevet sløve og ikke gider komme). Begynder-eleverne lærer at tegne linjer og former, og så lærer de lige så langsomt alfabetet. De næste trin lærer matematik efter deres niveau og lærer rumænsk på forskellige stadier. Nogle af dem er nød til at lære betydningen af helt simple ord, de ikke forstår – måske bare betydningen af bestemte tal.
Det har vist sig, at der går for lang tid fra lørdag til lørdag til at eleverne kan huske, hvad de har lært sidste lørdag. Derfor har gruppen valgt at lave samlinger de 4 første hverdage om ugen fra 17.30 og en times tid frem, for at det kan blive et større udbytte for eleverne.
Endelig er der dukket et ungt ægtepar op, der har tilbudt deres hjælp. De er under forberedelse til at rejse ud af landet som missionærer, men imens de forbereder sig, vil de gerne deltage som undervisere. Det er en stor hjælp og en stor glæde.