Lejrcenteret i Varfurí har været et langvarigt projekt for DBM. Nu ser det ud til snart at kunne afsluttes.
DBM har gennem flere år bygget og forbedret multihuset i Varfurí. Det er gået fra at være et mødested, hvor de lokale kan samles til gudstjeneste og andre samlinger, til også at være et lejrcenter med hytter, pavillon, toilet- og bade-faciliteter og senest også sportsplads.
Sportspladsen er anlagt som en 10×21 m. betonbane (støbt på 10 cm. beton). Det er meget normalt med sådanne betonbaner ved skoler i Rumænien. Banen kan evt. senere dækkes med kunstgræs eller gummibelægning. Rundt om banen er et 5,2 m højt metalhegn.
I den ene ende bliver der en dobbeltdør i hegnet. Skulle der blive brug for en stor parkeringsplads, kan den også bruges til det. Sportspladsen er blevet taget i brug ved lejr denne sommer.
Sportsanlæg betalt af donationer ved begravelse.
Hele anlægget af banen er betalt af gaver, der kom ind til DBM i forbindelse med tidl. bestyrelsesmedlem, Ida Lund’s begravelse efter aftale med Jakob Lund. Disse gaver løb i alt op på ca. 41.000 Dkr, og DBM er meget taknemmelig for det store beløb der kom ind.