Lægeteam fra ”His Helping Hands” i 5 roma-landsbyer

Igen i år fik Svend Aage Østergaard og jeg muligheden at komme til Rumænien for at køre rundt med det amerikanske sundhedsteam fra organisationen His Healing Hands  – Hans Helbredende Hænder. En organisation, der hvert år sender adskillige hold frivillige ud forskellige steder i verden for at tjene verdens fattige, bringe Guds kærlighed til mennesker og de gør det kun i en kirkelig sammenhæng, hvor evangeliet også bliver delt med mennesker samtidigt.

Vi chauffører har været på denne opgave flere gange og glæder os til at møde teamet igen. Er der nogle gengangere, vi har mødt før?

I år var lederen og 3 andre med igen, men også 9 nye. Kommer teamet til at fungere? Det gjorde det i år igen med sammensætningen af vidt forskellige kristne mennesker, yngre og ældre, der brænder for med håndens gerning at bringe Guds kærlighed videre til mennesker.

Programmet er det samme hver dag med teamet. Morgensamling med andagt og bøn og instrukser før morgenmaden. Bilerne læsses med kufferter fyldt med udstyr, briller, småpigekjoler til at give bort og et fyldigt apotek med diverse salver og tabletter. Der køres ud til stedet, og der stilles borde og stole op i lokalet og udenfor. Folk møder op, hvor mange kommer mon i dag?

Præster og evangelister er også klar til at snakke med folk bagefter, svare på spørgsmål og fortælle det kristne evangelium på en enkelt måde. Nogle får et Ny Testamente med hjem og andre aftaler at komme til gudstjeneste på søndag.

Vi var igen 5 steder, hvoraf 2 var nye for os. Alle steder i nærheden af provinsbyen Câmpulung, hvor vi var indkvarteret på et nyt hotel med gode forhold. Mere end 500 gæster var indenom i løbet af de 5 dage, selvom blåbærhøsten var i gang og krævede sine folk, forlød det. Det sidste sted var fremmødet op imod 200 på en dag. De var nærmest ved at skubbe døren ind i iver efter at komme igennem. Mere herom senere.

De to kendte steder var Gamacesti og Dragoslavele, hvor Balkanmission støtter med at lønne to medarbejdere, evangelisten Gigi og præsten Adrian. Her holdes møder og gudstjenester for børn og voksne. Og mange hjem besøges. Lægen var også med på flere husbesøg.

I Gamacesti tog Gigi, Svend Aage og jeg med hen på et kort besøg hos en ung familie med et lille barn, hvor også mandens bedstemor boede i 1 rumshuset på 12 – 15 m2. Bedstemoderen var installeret i et skur bygget af et træskelet beklædt med blåt plastik. En flot trædør, der havde set bedre huse og dage, udgjorde indgangen til den simple beboelse. Den kan ikke skærme i vinterens sne og kulde.

Gigi har hjulpet med at få støbt fundament til et nyt hus op ad det eksisterende, sten er købt, men hvem kan mure og lave tagkonstruktion? Ligeledes kniber det hårdt med penge til resten. Hvad skal de gøre? Gigi lagde nøden frem for os – og jeg nu til jer læsere.

I romalandsbyerne er der hverken fjernvarme, gas eller oliefyr. Man fyrer med træ fra skovene, hvor træ fældes mere eller mindre lovligt af romaerne, dels til eget brug, men også til salg.

Balkanmissionens bygninger er jo næsten selvfølgeligt udstyret med træfyr og centralvarme. Flere steder står brænde udenfor både under udhænget og i skuret bagved.

I Dragoslavele kiggede jeg mig som ofte før nysgerrigt omkring og så, at der bag huset lå en stak usavede arm- og lårtykke træstammer. Mens vi var der og holdt klinik, så jeg ud af vinduet, at et par romamænd var ved at tømme en hestevogn for træ til stakken. Jeg gik derom, så på og roste deres arbejde med smil og fagter. Så vidt jeg kunne se, var det bøgetræ, de kom med. Pludselig kørte endnu et læs om hushjørnet. Det var et flerfamilieforetagende, mor og børn var også med, et af børnene holdt hestene, mens der blev læsset af. Amerikanerne kom med et par smukke kjoler, som småpigerne glade tog imod, mens der blev fotograferet. Adi kom også og talte med dem og sørgede for at betale dem for træet. Nu skal det saves op, måske flækkes, og i hvert fald tørre inden vinteren kommer, og stykkerne skal i fyret, når der er arrangementer i huset.

Den sidste arbejdsdag besøgte vi et nyt sted i romalandsbyen Nămăiești, nogle få km nord for Campulung og den store cementfabrik Holcim. Ad en snoet kommunevej kom vi frem til den smukke dal og de mange fattige huse langs et for tiden næsten udtørret flodleje, hvor plastikaffald  flød rundt omkring, men der var også snadrende ænder i vandet og græssende heste på bakkeskråningerne.

Oprindeligt havde vi planlagt at tage til Lăzărești, men det var blevet afvist af borgmesteren, fordi skolen, der skulle være klinik, var ved at gøres parat til det nye skoleår og ikke kunne være vært for os. Ved en lille butik og udskænkningssted gik en lille snæver vej ind bagved. Her ligger et højt flot hvidmalet hus, nok i rumænsk stil. Lederen, der bød os velkommen var vel 45-50 år. Han havde for 6 år siden bygget huset for egne midler, så vidt jeg forstod. Han var ved at opbygge en menighed tilknyttet pinsebevægelsen. Nogle kaldte ham præst. Selv sagde han: “Jeg er missionær her!” Han havde hjerte og visioner for stedet. En fin kirkesal og mulighed for at åbne loftet med en balkon, når der kom flere. Oven for ved trappen var der også indrettet et køkken – fint til kirkekaffe og the?

Vi fik stillet op med indskrivning som Zara, Emils datter stod for igen i dag. Hun gjorde det dygtigt hendes alder taget i betragtning. Det foregik i gangen og missionæren hjalp med at sætte nummersedlen om folks håndled. Og folk væltede bogstavelig talt ind ad døren i en lind strøm som tog til op ad dagen. Der var et fast langbord med en bænk under taget ved brændeskuret. Det var forsvarligt sikret med gitterværk og hængelås, så brændestykkerne ikke kom til at falde ned i nogens taske. Her sad man og ventede, mens der kunne kæles lidt med et par løse hundehvalpe.

Apoteket havde udlevering gennem et åbent vindue fra salen. Vi havde frokostpause fra 13 – 13.30. Jeg skulle hjælpe med at få døren lukket og forklare, at vi fortsatte om en halv time. Da vi åbnede igen stod der nok 50 uden for døren. Flere gange måtte det siges på rumænsk om folk ville gå lidt væk fra døren. Men 2 minutter efter masede folk bare på. Så hævede vi dørvogteropgaven endnu et højere niveau. Andrew, en af de frivillige amerikanere, en virkelig muskelmand, blev sendt hen i døren. Hans bredde kunne spærre døråbningen. Hans størrelse og tilstedeværelse gjorde sin virkning. Ham turde ingen skubbe til.

Vores dygtige unge læge fik et tiltrængt pusterum. Hun sagde bagefter: ’Ja, jeg var godt nok træt i hovedet bagefter!’ Hvilken dansk lægepraksis med én læge og et par sygeplejersker kan nå knap 200 patienter på en dag? Mange af børnene fejlede måske ikke noget, men det var godt at blive tjekket af professionelle. Også i det ’evangeliske hjørne’ var der travlhed. Ifølge præsten Nicu var åbenheden for budskabet stor her i denne landsby. Missionæren får forhåbentlig noget at se til fremover, så der er behov for flere stole til gudstjenesten om søndagen.

Ved firetiden blev døren definitivt lukket, selvom der stod en god halv snes stykker og ventede. Men nu styrtede regnen også ned udenfor, så det kneb tagrender og nedløbsrør at følge med. Udhænget var dog så stort, at folk kunne stå tørt langs muren og få de sidste piller udleveret.

God afslutning

En skøn afslutningsdag for ugen. Der er åbenhed og behov for at komme igen næste år. Aftaler er ved at blive lavet.

Dagen efter var vi på en udflugt til Draculas by, Bran og i Brasov, hvorefter vi afleverede amerikanerne på Hotel Hilton lige over for  lufthavnen Henri Coanda i Bucharest. Herfra skulle de lette tidligt næste morgen.