DBMs formand Jens Rasmussen og Daglig leder Jens Aage Nielsen skriver her til DBMs venner.

Igennem årene er der blevet lavet mange hjælpeprojekter i Rumænien. Levestandarden for mange familier er blevet øget, når man har fået adgang til rent vand, og fået indlagt elektricitet i husene. Projekterne med multihusene er også forløbet godt, og der bliver til stadighed vedligeholdt og forbedret på husene og arealerne omkring.

Når levestandarden bliver hævet, er der flere, der kan klare sig selv. Der er stadig udfordringer for mange, men gruppen, der har brug for hjælp, er generelt indsnævret til mennesker med sygdom,alkoholproblemer og ældre uden familie.

I takt med at multihusene er blevet bygget, er der blevet brug for flere medarbejdere. I begyndelsen kunne Gigi klare opgaverne, men efterhånden fik han hjælp af lokale frivillige.

Der er stadig hjælp af frivillige.
I Dragoslavele har Adi god hjælp.
I Gamacesti og Varfuri er der hjælp fra menigheden i Pucioasa.
Frivillige kan ikke klare der hele, så den lønnede medarbejderstab er udvidet fra Gigi til også at omfatte Adi og Emi/Nadia samt to Roma kvinder der gør rent i husene.

Der er i de forløbne år samlet mange penge ind til projekter i landsbyerne. Projekter, som er startet op, og som vi ønsker skal fortsætte. Husene, vi har bygget og det medfølgende arbejde, er langtidsprojekter. Det kræver, at nogen er ansat til at tage sig af arbejdet. Det betyder så også, at en del af pengene, som bliver samlet ind, bevæger sig fra projekter til lønninger.

De lønnede medarbejdere gør det godt. Hver på deres måde. De holder møder og gudstjenester, har en føling med livet i landsbyerne og finder ud af hvem der har brug for hjælp. Ikke al hjælp koster penge, men nogen har måske brug for en åndelig samtale, eller børn og forældre trænger til at blive mindet om at det er vigtig at gå i skole. Medarbejderen er vigtig.

DBM har på linje med andre foreninger fundet ud af, at det er lettere at samle penge ind til projekter end til lønninger. Det vil vi prøve at sætte fokus på.
Medarbejderne er ansat af kirken Betania i Pucioasa, som vi har et godt samarbejde med, men det er DBM, der betaler deres løn.

DBM har i 2025 og 2026 brugt mere, end der er kommet ind, for at betale løn til medarbejdere. Der er også skåret på øvrige omkostninger.
Det er nødvendigt, at der fremover kommer bedre balance mellem gaveindtægter og udgifterne.

Vores bøn er derfor, om I fortsat vil tænke på vore medarbejdere i arbejdet i Rumænien. Man kunne f.eks vælge en af medarbejderne og gøre det til sit projekt at støtte vedkommende med nogle lønkroner hver måned. Vi ved ikke, hvilke planer Gud har med DBM, men vi ved at det gode budskab må forkyndes mennesker til hjælp og trøst. Det vil vi gerne være en del af sammen med jer.

BED for de 5 medarbejdere, der er på lønningslisten i Rumænien, og for at DBM må få midler til at blive ved at aflønne deres store indsats.

STØT DBM økonomisk – gerne ved målrettede gaver til lønninger i Rumænien.