Af Adrian Dulgheru
Flere og flere kristne rumænere får øjnene op for, hvilke kummerlige levevilkår roma’erne lever under.
Den evangeliske kirke, hvor min svigerfar er medlem, donerede 300 lei til vores sigøjnerarbejde for at bruge dem til at købe mad til de sultne, hvilket i denne omgang hovedsageligt blev til dem, vi møder i Gamacesti. Det blev til 3 hjælpepakker (ud over det, vi kan dele ud med støtte fra DBM i DK).
I første omgang havde Lucica og Cristi glæde ved at modtage en af pakkerne. Som en del af den kunne vi hjælpe dem med en seng og en madras – fordi de ganske enkelt havde brug for den.
Den anden hjælpepakke havde jeg planlagt skulle gives til en ældre mand, men vores nabo til multihuset, Madalina kom og sukkede over sin nød. Jeg blev inviteret indenfor og fik lov at se ind i et tomt køleskab. På det tidspunkt havde hun ikke arbejde, men er siden kommer i arbejde på en tranebærplantage 6 km. væk, så forhåbentlig kan hun bedre klare sig nu. Madalinas søn, Rafael, går rundt i landbyen for at tjene penge ved at hugge træ for andre. Han er 15 og har derfor haft et ønske om at få lov at sove i et eget værelse. Indtil nu har han sovet med sin mor, lillebror Vladut og lillesøster (på 3). Vi kunne nu hjælpe ham med en seng og madras, så han kunne sove i køkkenet.
Familien har det svært, for Madalinas mand sidder i fængsel. Så var der stadig en tredje hjælpepakke.
Der er så mange, som har behov for hjælp, men hvem skulle jeg gå til – hvem havde Gud udset sig som ”modtager” af denne sidste pakke? Jeg bad Gud vise mig en, der trængte til pakken, og det gjorde han. Jeg var ved at købe ind i en butik nær Gamacesti. Mens jeg var på vej rundt i butikken opdagede jeg en lille gruppe
børn, jeg genkendte, ved hylden.
Jeg hørte dem sige indbyrdes: “Det er dyrt herinde … hvad kan vi købe for disse penge …?” Jeg så på dem og smilende spurgte jeg: “Hej hvordan har I det? Er I ved at købe ind?” De smilede tilbage og sagde, “Ja, vi shopper.” De tog næsten ingen varer i butikken, mens jeg fyldte min kurv med masser af gode ting (det var som i en filmscene!)
De kiggede på mig og derefter på min kurv… !! Jeg kiggede på dem og smilede igen. De anede ikke, at lige dér besvarede Gud min bøn og viste mig disse børns behov. Jeg smilede og gik om til en anden hylde for at købe noget mere.
Vi mødtes igen ved kassen og fulgtes nærmest ud af butikken. Da vi stod udenfor spurgte jeg dem:
“Er I nu på vej hjem?”
“Ja, vi er på vej hjem, men først skal vi på besøg hos min mor”, sagde en anden dreng (på måske 14-15 år).
“Kan jeg køre jer derhen og derefter videre hjem? Jeg skal samme vej!”
“Tja … det tror jeg”; det var sjældent nogen sagde noget sådan til dem, så de virkede utilpas ved det. Ellers er der ikke nogen, der vil have dem med i en bil.
Alle kom ind i bilen, og så kørte vi til Gamacesti. Der var 2 teenagere og så nogle små børn. Da vi nåede Gamacesti, kom deres mor ud til bilen.
Drengene sprang ud af bilen, men jeg kaldte dem tilbage med ordene “I glemte disse poser med varer!”
“Er det til os?” Deres mor blev endnu mere forvirret. Jeg måtte også sige til hende, “Ja de er til dig. Gud sendte mig til dig i dag!” Og så jeg fortalte
dem, at jeg ikke vidste, hvem jeg skulle give den sidste pakke til, men så var jeg blevet mindet om dem, da jeg så drengene i butikken – og at de
måtte sige tak til Jesus.
Moderen, Marilena, er siden begyndt at komme regelmæssigt til samlingerne i multihuset.
